Musik, terrassestemning og krabber hos Luna

Restaurant Luna går all in på Krabbefestivalen med live musik med Tamra Rosanes, et særligt Krabbefestival-menukort med fokus på lokale råvarer og udendørs-servering. – Vi bakker selvfølgelig op, når der sker sådan noget i byen, siger indehaver Helle Buch.

Der er fokus på lokale råvarer og i særdeleshed på krabber, når Restaurant Luna slår dørene op til deres eget bidrag til Lemvig Krabbefestival den 15. og 16. september.

- Jamen det er da klart, at vi bakker op, når der sker sådan noget i byen, siger Helle Buch, der ejer restauranten sammen med sin mand Michael.

Derfor har kokken lavet et helt specielt Krabbefestival-menukort, hvor man selvfølgelig kan smage krabbe på forskellige måder, men samtidig også kan stifte bekendtskab med flere andre lokale specialiteter. Blandt andet tang-kaviar og bisonkød.

- Vi synes, at krabbefestivalen er et rigtig og spændende tiltag: Mange byer er kendt for sin egen ting, og jeg synes, det er fint, at Lemvig nu har fundet sin egen niche, som andre ikke har. Krabben er jo oplagt, når byen huser Nordisk Krabbekompagni. På den måde støtter byen op om dem, lige som de giver en masse til byen. Når vi på den måde bakker hinanden op, smitter det af på hele byen, siger Helle Buch og tilføjer:

- Og så smager krabbe jo dejligt! Det er ikke sikkert at mange danskere foretrækker at spise alt i krabben, ligesom finner gør, men det fine hvide krabbekød, det kan de flest lide.

I forbindelse med Krabbefestivalen laver Restaurant Luna lidt terrassestemning udenfor med udendørsservering og bar. Desuden kommer Tamra Rosanes og spiller uden for restauranten og er med til at skabe ekstra stemning. Koncerten er en del af Gang i Danmark-konceptet.

- Så faktisk mangler der kun vejret, for at det bliver helt perfekt. Så vi krydser fingre for lidt sol, smiler Helle Buch.