8-10.000 besøgte Krabbefestivalen på Lemvig Havn

Krabbefestivalen på Lemvig Havn fredag og lørdag har trukket mange mennesker til byen. 8-10.000 gæster har tilsammen besøgt festivalen, skønner arrangørerne.

”Besøgstallet til Krabbefestivalen overstiger målsætningen, hvilket må betegnes som en succes,” siger borgmester Erik Flyvholm fra Lemvig Kommune.

Gratis smagsprøver, madboder, spændende aktiviteter og krabben i centrum, har været et stort trækplaster. Mange gode kræfter har bidraget til at løfte festivalen, der blev afholdt for første gang i år.

”Jeg vil gerne takke for den store opbakning og det gode samarbejde, ” siger borgmesteren.

Arrangørerne bag er Lemvig Kommune, Nordisk Krabbe Kompagni, Geopark Vestjylland, Lemvig Handel og Bjarnes Fisk, men et hav af øvrige aktører har bidraget med aktiviteter.

Projektleder og turistchef Kristian Hansen oplyser, at man nu vil evaluere på festivalen.

”Selvfølgelig er der nogle ting, som vi kan lære af. Vi havde fantastisk vejr og mange gæster fik en god oplevelse. Det er det vigtigste, ” siger Kristian Hansen.

Planerne for 2018 vil blive drøftet i nærmeste fremtid.